I dag ville Fire have fyldt 9 år, det gik desværre ikke sådan. Jeg sørgede inderligt og græd mine tapre tårer den dag vi sagde farvel, for hvor var det urimeligt at skulle tage afsked med Fire så tidligt. Han var virkelig en særlig hund, ikke verdens modigste, men han prøvede altid at være tapper og gøre hvad jeg forventede af ham.

Med det pludselige tab af min firbenede ven og jagtkammerat, tabte jeg vist også modet, jeg havde i hvert fald ikke lyst til at skulle starte forfra med en ny hund. Jeg blev faktisk så mismodig, at jeg slet ikke havde lyst til hund længere, men hvalpekassen var fuld – ikke af de vanlige og fantastiske røde jagtgoldens, men af små hvide isbjørneunger og de skulle jo passes, socialiseres og præges som alle vores andre hvalpekuld bliver det. De første uger havde vi allerede misset – indrømmet – men Fires sygdom havde fyldt rigtig meget i vores hverdag og da han blev aflivet, tog jeg revanche og fik rettet op på det der manglede og Show-hvalpene er i dag fantastiske repræsentanter for racen.

Én han var der i kuldet og der var faktisk rigtig mange der henvendte sig på ham, men det var ikke nogen vi ville sælge til – for han skulle ikke ud til en familie, hvor man i bund og grund ikke havde tid til ham. Tiden gik uden de rette henvendelser, men så snakkede jeg med Lise Lotte fra Servicehundene – DET var en god idé, et liv i centrum og med mening. Aftalen var, at vi bare skulle have den lille isbjørn gående indtil nytår, hvor en ny værtsfamilie ville stå klar. Sagten tænke jeg – SAGTENS!

Jeg får stadig tårer i øjnene når jeg tænker på Fire, men jeg tørrer dem af i Brians fine hvide pels mens jeg tænker; hvordan kunne dét gå til? Jeg elsker min nye firbenede blonde ven mindst ligeså højt som dem der var før ham – også selvom han er ”stor hvid og doven” ❤

Tillykke til alle Twin Peaks hvalpene derude <3 og tak til jer der ejer dem for at passe godt på dem.

The rest is history.

IMG 20150131 125859

Joomla templates by a4joomla